Fin fisk fra Helligsø (ved Teglværket på Thy) |
||
|
Hej!
Nu begynder havørrederne at røre på sig. Var torsdag den 12-11 en tur ved Helligsø, et dejligt sted når der er østen vind. Per og jeg var deroppe dagen før, hvor vi så mange fisk der sprang, men der var også tit en hvirvel bag wobleren. Det skal siges, at Per fangede en lige over målet, som fik sin frihed igen. Så jeg havde selvfølgelig store forventninger til dagen. Fik hurtigt rigget til med min yndlingswobler, som er en gennemløbswobler fra Kinetic, og begyndte fiskeriet. Nu er det jo sådan med store forventninger, at man let bliver skuffet. Sådan gik det også her. Efter 2 timer havde jeg ikke set eller mærket noget, så jeg gik op og satte mig i gruset. Der sad jeg så og tænkte, at det var da træls med de havørreder, og idet samme sprang der en fin havørred op af vandet et stykke derfra. Mig igang igen. Efter et par kast var der fast fisk. En sølvblank skønhed på ca 45cm. Den kom ud igen. Nu havde jeg fundet dem, så jeg gik hen i bilen efter fluestangen. Per og jeg har bestemt, at i år vil vi bruge fluestangen meget mere. Allerede efter 3 kast var der bid, men jeg var ikke klar, så den smuttede. Nå, på den igen. Havde en del nap og til sidst også fast fisk. Det var en undermåler på ca. 30 cm, så ud med den. Nu var jeg efterhånden ved at være træt, men tænkte at jeg kunne da fiske lidt på vej tilbage. På tilbagevejen var der en lille pynt, der gik jeg ud og begyndte at fiske. Efter få kast fik jeg et hårdt hug! Jeg kunne mærke, det var en større fisk! Efter flere udløb kom den på land. 60 cm og 2 kg. Ingen kæmpe men meget flot. Den skulle med hjem. Det var for øvrigt på en hjemmelavet flue, så det er ikke spildt, det man laver tirsdag aften i klubben. Det var igen en dejlig tur ved kysten.
Vi ses derude,
Henrik Buus
|
||
![]() |